Af PETER SCHOLLERT

Forum, København:
U2
Fredag

Den irske kvartet U2 formåede ved den første koncert af to i Forum i København aldrig for alvor at bevise, at det gjorde en forskel, at bandet optrådte indenfor foran cirka 10.000 tilskuere i stedet for at optræde for det tre- og firedobbelte antal under åben himmel som det skete på Gentofte Stadion i 1993 og i Parken for fire år siden.

Måske var storskærmene lidt mindre og i sort-hvid, men rockkvartetten var som til stadionkoncerterne stadig til meget store bevægelser i arrangementer og melodier.


"Tak for et dejligt liv"

Der var ikke levnet plads til improvisation, men kun til akustiske set-ups. Og dialogen mellem band og publikum foregik som hidtil gennem Bono, der stort set holdt sig til at takke publikum for "at have givet bandet et dejligt liv" og andre venligheder. Det var afgjort et sympatisk træk, men man savnede alligevel hans djævelsk gode optræden fra 1993, da U2 og Bono i et overdådigt show af storskærme, satellitter og hemmelige telefonnumre forsøgte at komme i kontakt med hele verden - og kun glippede Uffe Ellemann-Jensen, der ikke var hjemme.
I 1993 havde U2 bygget sin koncert op om bandets stadig stærkeste og et af 1990'ernes allerbedste album, "Achtung Baby". I Forum var udgangspunktet det seneste album, "All That You Can't Leave Behind". Et album, der har opnået ganske stor kommerciel succes, men som slet ikke har samme kunstneriske tyngde og de stærke melodier som "Achtung Baby".

Det blev understreget straks med åbningssangen "Elevation", som med sin energi nok er en velvalgt igangsætter, men i Forum fremstod rodet i et meget dårligt lydudtryk, der skæmmede specielt første del af den to timer lange koncert.


Vand på stenene i saunaen

Ved koncertens begyndelse var der som noget sjældent lys i salen, og bandet kunne dermed konstatere, at publikum allerede svedte, som om de var i fuld gang med fitness-timen. Forum var i sommerheden blevet opvarmet til temperaturer som i en sauna, når der er smidt vand på de varme sten, og arrangørerne gjorde alt for lidt for at skabe gennemtræk og luft. I løbet af koncerten kunne man da også opleve personer blive slæbt af sted af venner og bekendte, drivvåde af sved og groggy.
På scenen havde guitaristen The Edge derimod sin karakteristiske tophue på under hele koncerten, mens Bono holdt sin sorte læderjakke på indtil ekstranumrene. Det afholdt ham dog ikke fra at svede igennem og ofte bevæge sig ud på den specielt designede catwalk, der kunne føre ham og bandet længere ud i salen og ud til publikum.

Det tog begejstret imod "Beautiful Day" og efterfølgende to af de stærkeste sager fra "Achtung"-albummet, "Until The End Of The World" og "Mysterious Ways", hvor sidstnævnte dog ikke blev leveret med tidligere tiders skarphed. Så fulgte "Kite" fra det nye album, "Gone" fra "Pop"-albummet og "New York" fra den nye CD, som til dels blev ødelagt af dårlig lyd, men som hverken i deres oprindelige styrke eller i live-arrangementerne virkede som oplagte valg fra et bagkatalog af sjældent stærke numre.


Bro mellem band og publikum

Blandt dem er "I Will Follow" fra bandets begyndelse, og i Forum blev dén sang trukket frem i et velkendt, men stærkt arrangement, og herfra var der for alvor bygget bro mellem band og et publikum, hvor saunaforholdene betød, at selv den mest stillestående kunne mærke trøje, underbukser, bukser og strømper klistre til den våde hud. Og det blev bare værre med stigende temperaturer på grund af begejstringen over en klassiker som "Sunday Bloody Sunday" og det nye hit "Stuck in a Moment you Can't Get Out Of", hvor lydforholdene endelig for alvor kom til at fungere.
Både på Gentofte Stadion og i Parken forlod The Edge og bassisten Adam Clayton samt trommeslageren Larry Mullen Jr. de faste ståsteder på scenen for at spille et nummer på et sceneareal tættere på publikum.

Det samme skete i Forum med nummeret "Desire", der i al sin planlagte enkelhed fungerede godt og blev fulgt op af Bono og The Edges vellykkede, næsten intime udgave af "Staring at the Sun", hvorefter trumfer som "Where the Streets have no Name" og "Pride" blev brugt som hele bandets effektfulde afslutning på koncerten før de obligatoriske ekstranumre.


Herlige fællessange

For selv om U2 virkelig har udforsket koncertformlen, har heller ikke dette band fundet et andet exit end at sige farvel - og komme tilbage på scenen et par minutter senere med flere numre; "Bullet in the Blue Sky", "With or Without You" og så det umiddelbart naturlige exitnummer, "One".
Men U2 fortsatte videre til enden med "Walk On" fra den nye CD, der også var den musikalske udvej ved koncerterne i New York, Washington og Philadelphia. Hvilket i sig selv ikke er overraskende, da en række kunstnere kører efter ret faste sætlister, fordi det også skal være muligt for lys- og lydfolk at realisere det samlede koncertudtryk, som bandet ønsker.

Men når U2 i Forum stadig ville de faste rammer, det store rockudtryk og de herlige fællessange og ikke var ude i et ærinde, hvor koncertens indre logik og logistik skulle nedbrydes med spontane trommesoli og stenet guitarlir af The Edge, kunne det alligevel undre, hvorfor det ikke bare kunne have været endnu en stor stadionkoncert med plads til alle dem, der desperat forsøgte at købe billetter før koncerten.

En ung kvinde fulgte før koncerten efter mig over gaden til Forum med ordene:

»Jeg følger lige med, så jeg kan få din billet, hvis du nu skulle blive kørt ned!«